- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
- Tilmelding: Gratis
- Sted
- Rollosalen
- Bibliotek
- Faxe Bibliotek
- Adresse
-
Rådhusvej 4
4640 Faxe
Danmark
I disse år er mange dyre-, plante- og svampearter i massiv tilbagegang eller allerede uddøde – både i Danmark og i mange andre lande. Men hvornår begyndte nedgangen og hvad er årsagerne? Hvordan kunne mange planter og sommerfugle alligevel finde levesteder i middelalderens danske kulturlandskab – fx side om side med landbruget? Truslerne mod den vilde natur er menneskeskabte, men vi mennesker har også nøglen til at vende tilbagegangen til fremgang.
I aftenens foredrag vil du høre tre eksperter fortælle om årsagerne til den vilde naturs tilbagegang og om mulighederne for at vende udviklingen:
- Rasmus Ejrnæs, professor i biodiversitet, vil tage dig med tilbage til vores dybe forhistorie til en tid hvor planeten endnu myldrede med store eksotiske dyr – blandt andet huleløver.
- Hans Henrik Bruun, professor i økologi, vil være din guide på en tidsrejse gennem det historiske landskab, som var domineret af blomster- og insektrige enge og overdrev med bredkronede træer, og gennem 1800-tallets industrialisering af landbrug og skovbrug.
- Anne Eskildsen, ph.d. i biologi og naturrådgiver, vil tage dig helt frem til nutiden, hvor biodiversiteten er presset, men hvor flere aktører melder sig på banen i kampen om at skabe bedre forhold for den vilde natur i Danmark. Hør Anne fortælle om en række naturforbedrende projekter der allerede er søsat eller planlagt rundt om i Danmark – både initiativer hos private borgere, hos myndighederne og hos store og små erhvervsvirksomheder.
Du vil i foredraget få indsigt i naturens spilleregler – herunder de naturlige økosystemer i Danmark – da det at kende naturens spilleregler er en del af løsningen som vil for alvor give plads til de truede arter.