Litteratur

Paul Auster - Storby og skæbne

Paul Auster, forfatteren til New York trilogien afgik ved døden d. 30. april 2024

Af Mikael Gjelstrup

Tags

Mest for voksne

Den amerikanske forfatter Paul Auster døde for nylig, i en alder af 77 år. Han er mest kendt for New York trilogien. Den består af tre dele og er skrevet i perioden 1985-87: By af glas, Genfærd og Det aflåste værelse. Til at starte med blev bøgerne udgivet hver for sig, men er siden blevet samlet i én bog. Trilogien er en storbyskildring af New York – en slags billede af livet i storbyen og hvordan menneskeskæbnerne i den krydser hinanden. En sjov krølle på Paul Austers forfatterskab er, at han i lang tid mere var kendt i Europa (og måske særligt i Danmark), før han for alvor brød igennem. Det er ikke tilfældigt, for meget af Austers inspiration hentede han fra europæiske forfatterskaber som Henri Thoreau og Samuel Beckett. 

Auster blev født i 1947 i Newark, New Jersey. Efter at have fået sin eksamen fra Columbia University flyttede han til Frankrig, hvor han boede i 4 år. Derefter flyttede han tilbage til USA hvor han mødte sin første kone Lydia Davis, som sammen fik en søn i 1977. Året efter blev parret skilt. Der skulle ikke gå langt tid før Auster mødte den unge forfatter Siri Hustvedt til en digtoplæsning, og i 1982 blev de to gift. Det var her omkring at Auster debuterede med detektivromanen Squeeze Play – skrevet under pseudonymet Paul Benjamin. Gennembruddet kom dog først med New York trilogien, og siden udgav Auster en lang række bøger. Han var også involveret i flere filmmanuskripter og instruerede også filmen Lulu on the Bridge.

Mange af Paul Austers bøger handler om skæbnesvangre møder mellem mennesker, og hvordan deres liv griber ind i hinanden. Andre temaer der går igen i Austers forfatterskab er en fornemmelse af nærliggende katastrofer, søgen efter identitet og mening, og hvordan tilfældet kan spille ind på livet. Tab i forskellige former er også tit med i Austers bøger, for eksempel som et tab af sprog, penge eller succes – og meget mere. Det er ikke kun romaner at Auster har skrevet. Der er blandt andet også blevet udgivet essays, breve og digte gennem tiden. Så her er tale om en meget alsidig forfatter som altid har været meget populær blandt danske læsere. Faktisk har Austers bøger haft en tendens til at ramme de danske boghylder længe før, de kom på markedet i USA – eller noget andet land i verden.