Tilbud til skoler

Vi tilbyder forløb til skoler og andre uddannelsesinstitutioner.

Vi ønsker at flest mulige borgere i Faxe kommune får gavn af bibliotekets Makerspace og derfor tilbyder vi også forskellige undervisningsmuligheder for skoleklasser/gymnasieklasser.

Vi henvender primært vores tilbud til mellemtrinnet og fokuserer på at bidrage til faget håndværk og design, men hvis I har en særlig idé til et andet klassetrin, kan vi også snakke om det. Vi har laserskærer, 3d-print, storformatsprint og skæreplotter (læs mere her).

Indenfor disse rammer planlægger vi et forløb i samarbejde med læreren/pædagogisk personale, så vi kan ramme jeres behov bedst muligt. Det er vigtigt for os at lave en forventningsafstemning, så vi sikrer at alle er enige om, hvad der skal foregå. Der skal altid være en lærer/pædagog med i forløbet, sammen med vores underviser.

Som udgangspunkt har vi mulighed for at tage én klasse ind til et forløb om måneden. Klassen kan med fordel deles op i to hold, så vi kan gå bedre i dybden med de enkelte elever.

Vi arbejder med et først-til-mølle-princip og vi har en venteliste, hvis der bliver behov for dette.

Som skole betaler I kun for materialerne vi benytter. Prisen for de enkelte forløb varierer fra 20-50 kr. pr elev afhængig af omfanget.

Eksempler på forløb kan være:

Introduktion til 3D-print: Vi arbejder med et lettilgængeligt og gratis program og eleverne kommer igennem en introduktion som gør dem i stand til at formgive et projekt. Dette kan være ud fra et oplæg I definere og ellers kan vi lave en opgave til dem. Vi afslutter med at printe figurerne, så eleverne får deres projekt med hjem.

Laserskåret skiltedesign: Eleverne arbejder med et gratis grafisk program og laver et skilt til deres værelse eller et andet projekt. Vi skærer skiltet på laserskæreren og lærer samtidig noget om forskellige materialer og deres egenskaber.

Tekstiltryk: Vi designer tryk til T-shirt eller mulepose eller noget helt tredje. Eleverne lærer at arbejde med et gratis grafisk program og afslutter med at fremstille deres eget tryk. Eleverne skal selv medbringe det materiale I ønsker at få tryk på.

INFO:

Hvis I ønsker mere info og er interesseret i at booke et forløb, så tag kontakt til Martin på maprs@faxekommune.dk

 

Du finder Makerspace på Haslev Bibliotek, i lokalet til venstre for indgangspartiet. Adressen er Jernbanegade 62, 4690 Haslev.

 

Vi holder åbent i forbindelse med vores workshops og har desuden åbent værksted hver anden onsdag aften, se mere her.