Magisk realisme
Siger man magisk realisme tænker de fleste måske på Isabel Allendes ”Åndernes hus”, men der er også rigtig mange andre fantastiske forfattere indenfor genren.
Af Mikael Gjelstrup
Meget af den cirkler i den latinamerikanske litteratur, med nobelprisvinder Gabriel García Márquez som den fornemste repræsentant. Der kan også nævnes navne som Jorge Luis Borges og Miguel Angel Asturias.
Selv om Latinamerika er stærkt repræsenteret i genren, kan andre lande og kulturer også være med. For eksempel skriver den japanske Haruki Murakami også magisk realisme, og det samme gælder repræsentanter for den nordatlantiske gren af genren. Her kan nævnes navne som Halldor Laxness og William Heinesen fra hhv. Island og Færøerne. I Danmark er der også store navne som er værd at bide mærke i, som Ib Michael, Peter Høeg og Karen Blixen.
Den magiske realisme kan kendes på:
- At den historiske virkelighed beskrives med tilsyneladende magiske eller uforklarlige hændelser.
- At fantastiske begivenheder foregår i en hverdags tone.
- At fysiske og forklarlige love overskrides, men uden at realismen bryder sammen.
Er du blevet nysgerrig på magisk realisme, så se nærmere på bøgerne herunder.