Bliv skønlitterær aktivist og skab samfundsforandring sammen med andre unge

Faxe Kommune er blevet en del af et partnerskab, som handler om unge, demokrati og skønlitteratur. Derfor har vi brug for dig.

Du er mellem 18 og 35 år og vil skabe skønlitterære miljøer sammen med andre på tværs af landet. Du bliver uddannet læseguide og trænet i ambassadørskab, aktivisme og kommunikation. Sammen med unge i din by skal du skabe fællesskaber og events med udgangspunkt i skønlitteratur. Som skønlitterær aktivist er du med til at styrke unges demokratiske stemme. 
Du bliver en del af et hold af frivillige læseguider og ambassadører, som bruger litteratur på tværs af samfundet. Vi læser ud fra metoden guidet fælleslæsning og har ikke fokus på at analysere og fortolke, skønlitteraturen bruges tværtimod til at styrke deltagernes stemme og skabe særlige møder mellem mennesker. Dét er skønlitterær aktivisme, og vi har lige nu brug for endnu flere skønlitterære aktivister til at skabe samfundsforandring.
Projektet drives af Læseforeningen, som er en NGO, der arbejder for at skabe samfundsforandring med skønlitteratur. Læs mere på Læseforeningens hjemmeside:
BLIV SKØNLITTERÆR AKTIVIST OG SKAB SAMFUNDSFORANDRING SAMMEN MED ANDRE UNGE — Læseforeningen (laeseforeningen.dk)

PRAKTISK
For at være med skal du kunne deltage på vores læseguideuddannelse fra d. 17.-20. november på Sct. Knudsborg på Fyn (Lille Brogårdsvej 12, Bro Strand, 5464 Brenderup Fyn). Her skyder vi hele projektet i gang, og udover at blive uddannet læseguide bliver du gennem workshops og øvelser klædt på til at begynde arbejdet med at skabe og drive et skønlitterært miljø i din by, og du kommer til at møde de andre læseguider, du skal arbejde sammen med. Uddannelsen er gratis, og der er overnatning og fuld forplejning under hele uddannelsen. 
Ud over at du er med til at gøre en forskel for andre mennesker, får du som skønlitterær aktivist nogle stærke kompetencer til dit CV, og så kommer du til at møde en masse andre ligesindede skønlitterære aktivister. 
Send din ansøgning til sigrid@laeseforeningen.dk senest fredag d. 28. oktober. 

I din ansøgning skal du sige lidt om:
•    Hvem er du?
•    Hvor er du fra?
•    Hvorfor vil du være med?
Du må selv vælge, hvordan din ansøgning skal se ud - du kan skrive, lave en video, en sang eller noget helt andet. 
Har du spørgsmål? Deltag i Læseforeningens online spørgetime onsdag d. 5. oktober kl. 15.30-16.30. Tilmeld dig til sigrid@laeseforeningen.dk, så sender vi dig et link.